Eller ihvertfald, få alle sider af sagerne med........
Jeg er før kommet ind på det med at de kloge forfattere som ved en hel masse, alligevel glemmer en hel masse i deres bøger.
Jeg er sikker på at alle ved, at blive mor er det største der kan ske. - Ellers kan man bare kigge i hvilken som helst bog om graviditet og barnets første bog, og hvad de ellers hedder. Men hvorfor er det at man vælger at undlade at skrive om hvor svært det er at amme, hvor svært det er at leve op til sine egne forventninger, at man ikke bare springer ud af barselssengen og er super mor med overskud.... Ja ja det har jeg selvfølgelig været i Karl-Emils første knap 8 måneder. Men så måtte jeg pludselig også sætte mig ned og fatte ikke en skid.
Jeg har længe været trist og ked af det uden egentlig at ville erkende det, for det er jo noget pjat, når man nu engang havde fået sådan en lækker unge. Men hvis følelserne ikke accepteres, så fylder de jo bare mere og mere, og tilsidst er der ikke plads til mere - og så vælter læsset.
Heldigvis er der folk som tænker på mig. Og 1 2 3 - stod en dejlig ven af familien (som er sundheds og sygeplejerske) uden for døren, og nu mente hun at vi skulle snakke.
Tænk at blive så lettet over at høre at jeg ikke er den eneste mor, der synes det at blive mor, ikke bare er en dans på roser..........
Vi hviler ikke på laurbærrene
1 uge siden
7 kommentarer:
Ak søde Louise, sådan er det...desværre havde jer / vi hellere ikke nogen så'n i nærheden således at vi var forberedt på "kulturshocket", så jeg kender turen, tro mig!
Og nej, det er ikke nogen dans på roser, men det bliver nemmere. Det er så træls at høre måske, men hjælper det at sige at ALLE har det sådan, der er bare så pokkers få som siger det...
Du får lige en kæmpe krammer af mig.
Kh. Tineke
Det er godt du har erkendt, at du har det dårlig og det er ikke noget pjat alle kan få det som dig.Men man tror jo alle andre kan klare problemerne men det kan vi ikke, alle får nedtur på et eller andet tidspunkt og selv føldig er glad Karl-Emil. Jeg er sikker på at din søn, ikke kan få bedre mor end dig, det ved man når man læser din blog Jeg synes også du er stærk pige, når du tør lægger det ud på din blog.Det godt du har en god familie, der kan se du har brug for hjælp.
Dit indlæg har rørt mig dybt.
Knus til dig Louise
Jeg tror alle mødre døjer med torne en gang imellem - hvor er det godt du har en der kan hjælpe dig med dine.
Mange tanker herfra.
Ja, det er sgu noget l... når virkeligheden ikke lever op til drømmene og "det man burde"...
Men det er godt at du har en at snakke med om det. Og du er ikke alene om at have det sådan, men det tror man desvære når man står i det.
Jeg havde skam også den lyserøde drøm om at amme mit barn, men han havde ikke tålmodighed til det og at der så var en sygeplejerske der greb han hoved og mit bryst og tvang dem sammen gjorde ikke noget godt for mig!!
Heldigvis var der en dejlig sygehjælper på nattevagten, som sagde at det var noget pjat og at han ikke tog skade af at få flaske og at jeg godt kunne glemme den dårlige samvittighed over at være en dårlig mor! Kort og kontant - med en masse erfaring og kærlighed. Jeg er lykkelig over at have mødt hende!
Desværre tror jeg grunden til at vi ikke får det at vide før vi selv prøver det, er at vi (kvinder) ikke vil indrømme at vi ikke kan overkomme alt...
Så det er dejligt at du tør skrive åbent om det på din blog!
Knus Britta
Kære Louise
Du er ikke den eneste, der mener at at graviditetsbøger, blade og alle andre tegner et alt for rosenrødt billed af moderskabet. "Gravid" mm burde brændes på bålet. Du ER en god mor!
Åh ja - trods det, at min ældste nu bliver 24 år, så husker jeg SÅ tydeligt følelserne. Også jeg tænkte over, hvorfor der dog ikke er nogen, der har skrevet/fortalt om det på forhånd, så man var advaret.
De tanker/følelser kan jeg ikke huske, at jeg havde, da jeg fik nr. 2 og nr. 3, men da vidste jeg jo også, hvad jeg gik ind til - og ændringerne i ens tilværelse er heller ikke nær så store, som første gang.
Det er ikke den store trøst - men det bliver bedre ;-)
Pøj, pøj med det.
Uha...det er dejligt, at du oplever, at dine tanker bliver taget alvorligt. Det er vi mange, der har haft brug for, men der er meget lidt forståelse for de tanker. Jeg har været ved at bræææække mig over alle de lyserøde ord, jeg har hørt fra mødre, der blev ramt af moderkærlighed med det samme, der har ammet romantisk og rosenrødt i den anbefalede tid etc. (og no offence, jer, det er lykkedes for!), for for det første har jeg aldrig været ramt af en forhammer med moderkærlighed ofr knyttede bånd i det øjeblik, jeg fik mine børn på maven...det er vokset i mig over lang tid - for det andet har jeg kun kunnet amme i 3 hhv 4 måneder, så ville børnene ikke mere, der var intet at gøre. Så må de jo leve med at blive multiallergikere med asmatruslen hængende over hovedet eller hvad det nu er for ulykker, jeg derved udsætter dem for...too bad, Sonnyboy.
Louise, det er det skønneste at være mor, og vi er alle forskellige - men vi er alle mødre på godt og ondt, og nogen er bedre til at indrømme det kedelige; det synes jeg er en enorm styrke!
Send en kommentar